Er din hjemmeside sikret mod hackerangreb?

Er din hjemmeside sikret mod hackerangreb?

Helt sikker på at undgå en hacket hjemmeside, kan man måske aldrig være. Hackerne bliver (desværre) også dygtigere. Men man kan gøre meget, for at sikre sig mod hackerangreb. Også uden at være en teknisk haj med 59 timers ekstra fritid.

Er du blevet hacket?

  • Du kan se din hjemmeside, men kan ikke logge ind på den.
  • Din hjemmeside indeholder mærkelige tegn og filer, der ikke bør være der.
  • Din hjemmeside laver en redirect til en anden side – som ikke er din.
  • Du har pludselig brugere på din hjemmeside, du ikke selv har tilføjet.
  • Du kan slet ikke tilgå din hjemmeside.

Disse 5 ting er tydelige tegn på at du – med al sandsynlighed – er blevet hacket. I større eller mindre omfang. Afhængig af hvor slemt det er, kan der også være forskellige løsninger.

5 måder at holde din hjemmeside sikker på

Vil du forebygge et hackerangreb, er det vigtigt at du holder din hjemmeside sikker. Det kan du blandt andet gøre med disse 5 løsninger, som du kan fixe, også uden at være hjemmesidehaj.

Sørg for at din hjemmeside er up to date

Ofte, når en hjemmeside hackes, er det fordi systemet er gammelt. Bruger du WordPress er det derfor vigtigt at du jævnligt opdaterer plug-ins og tema, som ikke er blevet opdateret. Det kan også være selve din WordPress, som ikke er opdateret til den nyeste version. Det er ofte i disse ældre versioner, at hackeren kommer ind, og placerer malware, som så inficerer din hjemmeside.

Køb dig til et godt tema

Bruger du WordPress findes der en milliard gratis temaer. Og mange af dem er også flotte – men som regel er der en grund til at noget er gratis. En ulempe ved de gratis temaer, er at designeren ofte ikke har haft nær så stort fokus på sikkerhed. For at undgå sikkerhedshuller, er det vigtigt, at du har et godt tema installeret. Derfor anbefaler jeg altid at købe et tema, fra en sælger/designer med gode ratings, som opdaterer løbende.

Hav en stærk adgangskode

Det kan godt være at 1234 er en nem adgangskode. Men særlig sikker er den ikke. Sørg altid for at have en stærk adgangskode. Gerne med både tal, tegn og store og små bogstaver. Du kan under “Din profil” i dit WordPress kontrolpanel vælge at genere en stærk adgangskode – det kan være en god ide, da de sjældent er sådan lige til at knække.

Brug et godt sikkerhedsplugin

Er der noget på din hjemmeside der skal opdateres, er det vigtigt at du får det gjort. En god hjælp kan være at installere det plugin der hedder Wordfence Security. Det sørger for at du får en e-mail, hver gang, der er noget, der skal opdateres på din hjemmeside. Desuden indeholder det en firewall, og kan blokere for blacklistede sites, udvalgte sites og malware.

Installer et SSL-certifikat

Et SSL certifikat er et bevis på, at der er lagt en barriere ned over dit site, så det bliver langt sværere at få fat i personfølsomme oplysninger eller f.eks. at hacke siden. Du har sikkert godt lagt mærke til at nogle sider har det – måske uden at være helt klar over det. Hvis en hjemmeside har et SSL certifikat, har den en lille grøn hængelås oppe i adressefeltet. Desuden står ordet ”Sikker” skrevet i parentes foran web-adressen og hjemmesidens adresse starter ikke længere med http://, men derimod https://.

Er du allerede blevet hacket?

Hvis uheldet er ude, og du har en hacket hjemmeside, er det vigtigt at du reagerer så hurtigt som muligt. Det nytter ikke noget at slå det hen og tro, at det går over af sig selv. Jo før, du reagerer, jo større chance er der for at få din hjemmeside tilbage til normal tilstand. Derfor kan det også være en god ide at holde lidt øje med sin hjemmeside, fra tid til anden.
Hos mange hostingfirmaer, kan du kontakte deres support i tilfælde af hacking. Gør det. Forklar dem om situationen. Afhængig af angrebet kan de fikse det rimelig hurtigt – eller også kan de lukke ned for siden, så hackeren ikke længere har adgang til den. Dernæst vil det sommetider være nødvendigt at genskabe data. Hvis du har en backup liggende af din hjemmeside fra inden hackingen, kan du genskabe den via backup’en. Igen, spørg dit hostingfirma om de tilbyder backup – og hvor ofte. Det kan ofte være en god investering.
Er din hjemmeside blevet hacket, og har du fået den tilbage i normal tilstand, er det vigtigt at du hurtigt sikrer den på ny. Følg de nævnte tips herover, til forebyggelse af hacking, så du undgår at ende i problemer med det samme igen.

Katja Berger
Katja Berger

Jeg hedder Katja, og det er mig, du vil møde, når du henvender dig til The Book Pit. Jeg er en par-og-trediveårig forfatter, freelancer og foredragsholder. Jeg hjælper forfattere med at udleve bogdrømmen, fra at skrive de første vanskelige ord til at blive booket på bogmesser og se bogsalget stige.

Find me on: Web | Instagram | Facebook