De 5 værste råd om sociale medier jeg har fået

De 5 værste råd om sociale medier jeg har fået

Vi har alle sammen været nye. Og så har vi lyttet til andre. Sådan havde jeg det selv, da jeg startede på Twitter for maaaaaange år siden. Siden hen har jeg dog fået en del mere ballast i min færden, både via erfaring, men også via uddannelser, kurser og bøger. I dag vil jeg dele de 5 værste råd jeg har fået – og som jeg kan se, stadig deles af og til. Jeg forklarer selvfølgelig også hvorfor jeg mener, at det er ”råd” som du bør gå langt uden om.

5 dårlige råd om sociale medier – og hvorfor de er dårlige

Du skal være overalt

Nej, du godeste da. Det kan godt være at der findes mere end 100 forskellige social medier, men du behøver altså ikke være på dem alle på én gang. Vælg dem du synes bedst om – og hvor din målgruppe er. Spreder du dig ud over for mange platforme, vil det resultere i dårlige resultater overalt. Du vil ikke lære hver platforms spilleregler og tricks, og du vil have alt for lidt tid til at passe dem alle. Fokuserer du i stedet på enkelte, konkrete platforme, kan du langt hurtigere lære at mestre dem med succes. Og så kan du altid udvide derefter, hvis du får ekstra tid …

Det handler om mængden

Hvis du har godt, relevant og fedt indhold til at poste tre gange om dagen – så gør du bare dét. Men det har de færreste. Sociale medier handler ikke om kvantitet, det handler om kvalitet. Du bør hellere poste mindre, men godt og gennemarbejdet indhold, som glæder dine følgere og fans.

Du poster bare det samme på alle platforme

Det kunne jeg ikke drømme om! Ja, nogle platforme har en connection-funktion, hvor du nemt kan dele dit tweet eller Instagramopslag på for eksempel Facebook og andre platforme. Problemet med denne løsning er, at alle netværk har deres egen platform, deres egne spilleregler og målgruppen har sin egen statistik. Hvad der virker ét sted, virker derfor ikke nødvendigvis et andet sted. Og det tager disse dele-funktioner ikke højde for.

Du må ikke være personlig

Mange forfattere tror at fordi de har en Facebookside, så må de ikke være personlige. De skal være professionelle og alvorlige til det yderste. Men det passer ikke. Det afhænger selvfølgelig lidt af hvad du skriver, men som forfatter kan du rigtig ofte slippe af sted med meget personlighed. Dine fans vil gerne følge dig som person og forfatteransigt, det involverer også din kat, din arbejdsfrokost og frustrationen, når Word skaber sig. Faktisk vil mange følge dig, netop når de kan mærke din person bag opdateringerne.

Du behøver ikke have en hjemmeside

Med Facebook, Instagram, LinkedIn etc. så er det ikke længere nødvendigt at have en hjemmeside … vel? For mig at se, er dét helt forkert. Din hjemmeside er nemlig din eneste onlineplatform, som er helt og aldeles din. Et socialt medie kan lukke ned, dit nyhedsbrevmedie kan gå konkurs og regler blive lavet om. Men din hjemmeside ér og bliver din. Hav den – om ikke andet, så som backup for dine fans og dine informationer.

Katja Berger
Katja Berger

Jeg hedder Katja, og det er mig, du vil møde, når du henvender dig til The Book Pit. Jeg er en par-og-trediveårig forfatter, freelancer og foredragsholder. Jeg hjælper forfattere med at udleve bogdrømmen, fra at skrive de første vanskelige ord til at blive booket på bogmesser og se bogsalget stige.

Find me on: Web | Instagram | Facebook