En begynderguide til god SEO

En begynderguide til god SEO

Flere og flere er begyndt at få øjnene op for SEO, kende til de grundlæggende begreber og ikke mindst betydningen af dem. Jeg synes det er fantastisk. Som uddannet inden for marketing ved jeg at det ikke kun er store virksomheder der har behov for SEO arbejde, men også bloggere og helt små hjemmesideejere. Og i alt for mange år har det været et helt ukendt terræn for langt de fleste.

For dig, der er helt grøn på området, og ønsker en letforståelig introduktion til SEO, kommer her en guidet rundtur i SEO verdenens grundprincipper. Efterfølgende skulle du gerne være blevet lidt klogere, og måske endda have mod på at læse mere om emnet, eller begynde at arbejde med de enkelte punkter.

En begynderguide til god SEO

Hvad er SEO?

SEO står for Search Engine Optimization, på dansk kaldet søgemaskineoptimering (reklamelink). I branchen bruges også en del synonymer såsom Google optimering, søgeoptimering med flere. De dækker alle over det samme.
Når der snakkes om SEO er det første du skal lære, at der overordnet set er 2 slags SEO:

Onsite SEO/Onpage SEO: Det SEO arbejde som sker på din hjemmeside
Offsite SEO/Offpage SEO: Det SEO arbejde som på resten af internettet, men har tilknytning til din hjemmeside.

Begynder du at svede lidt ved tanken, og tænke at det er helt uoverskueligt, så hæng på lidt endnu. Vi tager det skridt for skridt.

Hvordan virker SEO?

At forklare hvordan SEO reelt virker, er en kæmpe opgave. For ikke at sige næsten umulig. For at forstå SEO helt i dybden, skal man forstå hvordan søgemaskiner som for eksempel Google virker. Når du søger på Google, søger du egentlig i Googles database. Denne database er baseret på de sider, som deres robot (Googlebot) har crawlet (søgt) sig frem til. Googlebotten kigger på din hjemmesides koder, indholdet på din hjemmeside og hvilke andre hjemmesider, som linker til din side.
Herefter bliver det mere flydende. For at afgøre din hjemmesides SEO score, vurderer Googlebotten din side og giver den en placering – hvad enten det er nr. 1 eller nr. 1087, så får du en placering. Denne afgørelse bygger på mere end 200 såkaldte ranking faktorer, det vil sige ”regler” som Google har opstillet. Nogle af dem er offentlige og alment kendte, mens andre kun kendes af Google selv.

Så hvad skal jeg gøre?

Nu hvor du har en basisforståelse for hvad SEO er, skal vi kigge lidt på nogle af de begreber, der er mest betydningsfulde, når det gælder om at gavne din SEO score og dermed din hjemmeside.
I dag fokuserer vi kun på onsite SEO. Alene her er der utallige faktorer som gør sig gældende, og mange af dem kan helt almindelige bloggere ikke arbejde med selv, med mindre de har et større kendskab til programmering. Derfor ”nøjes” vi her med at kigge på de ting, som du selv kan arbejde med, uden at skulle være et teknisk geni på forhånd. Det gør vi, ud fra devisen om, at lidt jo også har ret. Og du kan lige så godt hjælp dig selv, hvor du kan.

Kig på din blogs tekniske SEO

Den tekniske SEO er ofte dér, hvor mange bloggere går døde. For den kræver – jævnfør navnet – en del teknisk snilde. Kort sagt kan begrebet teknisk SEO forklares med, at det er de data og elementer som ligger i din hjemmesides backend og sørger for at den ser ud, og opfører sig, som den gør. Herunder er der mange komplicerede fagbegreber, som ingen uden programmeringsevner bør kaste sig ud i. Men der er også flere, som er væsentlig nemmere at tjekke selv.
Arbejder du i WordPress er der dog god hjælp at hente, ved ganske simpelt at bruge de betalte themes/designs, som allerede er SEO optimeret og teknisk korrekte. Det kan godt være at et nyt design koster dig 500 kroner, men der er en årsag til at designeren tager penge for det – Det er ganske simpelt bedre.

Den tekniske SEO består af mange punkter, men i dag kigger vi på 3 af dem som betyder meget og er nemme at kigge på selv:
• Sikkerhed
• Hastighed
• Mobilvenlighed

Sikkerhed

Et vigtigt aspekt inden for teknisk SEO er din blogs sikkerhed. I virkeligheden er det ganske logisk. Hvis du skal flytte, vil du så ikke helst bo i et sikkert nabolag? Jo, det vil du. På samme måde tænker Google, at hjemmesider der er sikre, er bedre end de usikre.
Rent teknisk betyder det at du skal give din blog et SSL certifikat. SSL står for Secured Sockets Layer og betyder, at din hjemmeside kan køre i HTTPS:// fremfor blot HTTP://. For brugeren betyder det ikke umiddelbart det store, sådan rent synsmæssigt, men certifikatet gør, at data mellem din hjemmeside og en besøgende er krypteret, og dermed er det mere sikkert for den besøgende at være på din side.
Der er mange måder at få et SSL certifikat på, men tjek med din hostingudbyder først. Langt de fleste hostingfirmaer tilbyder i dag simpel og nem SSL certificering. Bruger du one.com, er alt det kræves et par klik med musen, og en ventetid på nogle timer, så er du certificeret – Helt uden at skulle være et teknisk geni.

Hastighed

En anden vigtig faktor inden for SEO, er hastighedsoptimering. Det vil sige, hvor hurtigt din blog virker. Vi lever i en digital verden, hvor alt skal gå hurtigere og smartere. I dag tager det en besøgende mindre end 4 sekunder at vurdere om vedkommende gider blive på din side. Hvis de 4 sekunder bruges på bare at loade siden, har du tabt en kunde lige dér.
Der findes flere måder at tjekke din blogs hastighed på, men 2 af de mest brugbare er Google PageSpeed Insights og Tools.pingdom.com.
Google PageSpeed Insights er et gratis onlineværktøj, der kan tjekke hastigheden på din hjemmeside, blot ved at du indtaster dit domæne. Herefter får du en statusrapport, med hvor høj en raking ud af 100 du har, både på mobil og computer. Jo højere en ranking du har, jo bedre.
Tools.pingdom.com er et (gratis) værktøj, der lader dig teste din sides hastighed fra forskellige lokationer i verden. Den fortæller dig derefter din loadtime på din side. Optimalt, bør din loadingtid altid være under 1 sekund.

3 af de hyppigste årsager til en langsom hjemmeside er at serveren er for langsom, billederne er for tunge, og at du ikke har aktiveret komprimering eller udnyttet cachelagring i browseren.
Det første kan løses ved ganske enkelt at anskaffe sig en god hosting. Du betaler for dét du får, ganske enkelt. Hvad angår billeder kan du også hurtigt løse det, eller i hvert fald forbedre det.
Komprimering af billeder kan for det meste løses ved at få installeret det korrekte plugin i WordPress. Skal det være gratis, kan der anbefales WP Smush og Imsanity.
At udnytte cachelagring i browseren lyder straks mere teknisk, gør det ikke? Men igen, bruger du WordPress kan du hjælpe dig selv godt på vej. Installer fx. WP Super Cache eller W3 Total Cache og afhjælp en god del af eventuelle problemer.

Mobilvenlighed

Hvis ikke din blog er mobilvenlig, skal du se langt efter din gode SEO. At din blog/hjemmeside er mobilvenlig, betyder at den skal have dét der kaldes et responsive design. Altså et design der tilpasser sig mobilvisning og er nemt at navigere rundt i, på en lille skærm.
Det er især her, det kan betale sig at kigge på betalte WordPress designs, der er lavet af professionelle. Disse er nemlig næsten altid mobilvenlige (mange reklamerer direkte med det), mens de gratis temaer halter noget mere bagefter.

Og nu til det lidt sjovere …

Okay, nu har du overstået det værste. Det lover jeg. Vi pakker den tekniske SEO væk for nu, for selvom der er mange flere faktorer, har vi dækket nogle af de 3 største og mest begyndervenlige. Lad os derfor gå videre til den onsite SEO som ikke kræver en kandidatgrad i koder.
For at have en optimal onsite SEO er der flere mere tekstmæssige aspekter, som er ganske essentielle. Igen, er der rigtig mange af dem, og vi vil derfor heller ikke gå i dybden med dem alle, men i stedet tage de 3 af de mest essentielle:
• Tekstindhold og overskrifter
• Title tag og meta beskrivelse
• Arkitektur og URL struktur

Tekstindhold og overskrifter

Teksten er en stor del af enhver hjemmeside. Især for bloggere giver dette punkt virkelig meget sig selv, men ikke desto mindre, har din tekst langt større betydning, end mange tror. Det af afgørende hvor lang din tekst er, hvordan den er sat op, hvordan dine overskrifter er placeret og meget andet.
Googles formål er at levere de bedste søgeresultater, som giver brugerne den information, som de har søgt på. Jo mere information, du har på din side, jo større sandsynlighed er der for topplaceringer. Eller mere simpelt forklaret: Hvis du vil blive klogere og føle at du har fået værdi af en fagbog, vil du så ikke ofte have den med den gode tekst, som forklarer det godt og grundigt? Det er det samme med her. Du kan ikke nå at forklare særlig meget på 200 ord. Derfor er 2000 ord bedre.

Ikke dermed sagt at ethvert blogindlæg du laver, skal være på 2000 ord. Så ville du jo aldrig få lavet et færdigt indlæg næsten. Men tænk over det alligevel. At lavet et blogindlæg med 10 billeder og en linje tekst er ikke en god ide. Kan du spice indlægget op med mere tekst?
Når vi siger mere tekst, siger vi også opstilling. En lang tekst kan være tung og kedelig at læse, og så smutter brugeren igen. det ønsker du ikke. Derfor skal du organisere din tekst, og den bedste metode at gøre dét på, er at dele den op i flere sektioner med relevante overskrifter. Præcis som når du læser en avis.

Din H1’er er din hovedoverskrift, altså titlen på dit indlæg/din side. Den skal være en indikator over for søgemaskiner om, hvad den pågældende tekst handler om, og hvad der er relevant. Det er derfor at blogindlæg som ”En torsdag med regnvejr” bare sjældent præsterer særlig godt. Det er ikke relevant eller indbydende.
Som udgangspunkt skal du holde dig til maksimalt en hovedoverskrift/H1. Dernæst arbejder du med underoverskrifter/H2’ere, samt de mindre betydningsfulde H3ere.

Title tag og meta beskrivelse

Nogle af de absolut vigtigste parametre i SEO er title tags og meta meta beskrivelser. Hvorfor? Fordi Title tag og meta beskrivelse er noget af det første, som Googlebotten læser på din hjemmeside. Derfor er det utrolig vigtigt, at det er udfyldt og indeholder relevante informationer. Men ud over at fortælle Googlebotten en masse om din side, så er det også title tag og meta beskrivelser, som skal lokke brugeren ind på din side. Det er nemlig disse informationer, som Google rent faktisk viser ude på Google til brugerne. Du kender det selv – Den lille overskrift og tekst der dukker op under et søgeresultat, og som du læser for at se om det kunne være relevant at klikke videre. Dèt er hvad du skal udfylde bedst mulig og altid med relevante søgeord. Hvis du for eksempel skriver et blogindlæg om hudeplejeprodukter til sart hud, kan ”hudeplejeprodukter til sart hud” være et godt søgeord/sætning.

Arkitektur og URL struktur

En anden vigtig faktor når det kommer til god SEO, er at din blogs url struktur er logisk og sigende. Hvis vi tager eksemplet med et blogindlæg om hudeplejeprodukter til sart hud, skal det være synligt allerede i bloggens url. Det gøres ved at din url kommer til at hedde noget i retning af www.minblog.dk/hudplejeprodukter-til-sart-hud. Kan du se? Her kan jeg allerede i adresselinjen se hvad jeg har med at gøre. Det er meget bedre end alternativet www.minblog.dk/blog-17042018-19715.

Kan jeg få endnu mere hjælp til alt det her?

Ja, det kan du. Igennem guiden har du allerede fået en masse links til brugbare værktøjer, men her til sidst skal det nævnes at din bedste ven når det gælder den tekstmæssige SEO, er det plug-in der hedder Yoast. Det er ganske gratis, og er enhver bloggers bedste ven. Når Yoast er installeret korrekt, vil du få adgang til det, så snart du skriver et indlæg. Det eneste, du skal gøre, er at scrolle lidt ned ad siden, så du kommer forbi tekstfeltet, og ned til den boks der hedder Yoast SEO.
Det er vigtigt at understrege at Yoast ikke gør noget af sig selv. Men det hjælper dig med selv at gøre det. Med Yoast bliver du guidet til bedre SEO via en række små prikker i farverne rød, gul og grøn. De grønne punkter er de gode, de røde og gule er punkter, du kan forbedre. Meget pædagogisk, ikke?

Opsummering

SEO er et fantastisk værktøj til at skaffe flere læsere. Men det er også et værktøj, der er kompliceret, tager tid og aldrig slutter. Og frem for alt, er det et værktøj, der ikke skal overbruges.
Det kan lyde helt selvmodsigende, men det er det faktisk ikke. Langt hen af vejen fungerer Google som den kritiske læser – Hvis du stiller læseren tilfreds, stiller du også ofte Google tilfreds. Lad derfor være med straks at overforbruge et relevant søgeord i alle dine tekster. Google er ikke dum. Når du irriterer læseren ved at nævne ”hudplejeprodukter til sart hud” 147 gange i en tekst på 300 ord, så irriterer du også Google. Og så bliver du straffet.
Derudover skal blogging også stadig være sjov. Det kan være sjovt at have grønne prikker i sit Yoast SEO plugin, og at få de ”perfekte” blogindlæg. Men accepter også at ikke alle blogindlæg egner sig lige godt til at blive SEO optimeret. Og det er også ok.

Katja Berger
Katja Berger

Jeg hedder Katja, og det er mig, du vil møde, når du henvender dig til The Book Pit. Jeg er en par-og-trediveårig forfatter, freelancer og foredragsholder. Jeg hjælper forfattere med at udleve bogdrømmen, fra at skrive de første vanskelige ord til at blive booket på bogmesser og se bogsalget stige.

Find me on: Web | Instagram | Facebook