5 grunde til at du skal lave en blogstrategi

5 grunde til at du skal lave en blogstrategi

Ønsker du at udvikle din blog fra at være din personlige online dagbog, til at være en større medieplatform med mange læsere og værdifuldt indhold? Så er det noget af det første du skal gøre, at lave en blogstrategi. Nej, strategier er ikke kun for store internationale virksomheder. Du har brug for en strategi, hvis du ønsker en seriøs udvikling i dit produkt og en værdiskabelse for andre.

5 grunde til at du skal lave en blogstrategi

Derfor skal du lave en blogstrategi

1. Du finder ud af hvad dine besøgende kan lide

Når du sætter dig for at lave en strategi for din blog, bliver du ”tvunget” til at kigge på statistikker og tal. Og det er muligt at dine egne favoritindlæg er dem hvor din hund Bimse optræder på 47 billeder. Men hvis dine læsere foretrækker de lækre opskrifter på rugbrød og knækbrød … Ja, så er det dém der bør være flest af i din strategi. At have en seriøs blog betyder at du sommetider må lave indlæg som er mere elsket af dine besøgende, end af dig.

2. Det har aldrig gavnet nogen, at famle i blinde

Ulempen ved ikke at have en strategi og en ”køreplan” for sin blog, er at du oftest ender med at famle rundt i blinde. Din blog skal naturligvis være drevet at lyst, men hvis du virkelig ønsker at tage den til ”the next level” så nytter det ikke noget at den pludselig er død i tre måneder, eller at du poster 27 indlæg i træk, der ikke handler om andet end din morgenmad. Gør det til en vane at lave en idebank, og også meget gerne nogle færdige indlæg, til de perioder hvor du ikke har tid/energi/lyst til at starte fra bunden.

3. Du løber ikke tør for inspiration lige med det samme

De fleste bloggere kender det dér med at løbe tør for inspiration. Og lidt relateret til punkt 2, så vil det næsten altid ske, at du får perioder, hvor inspirationen er knap så stor. Det er ok. Sådan ér det bare. Men hvis du sørger for at have idebanken klar, så løber du netop ikke tør for inspiration – For så skal du bare kigge dér, for at finde den. Det har også den fordel, at i stedet for at bruge tid på at være frustreret, kan du bruge tid på at besvare e-mails, kommentarer, finde nye læsere og komme op med endnu flere ideer.

4. En strategi hjælper dig med at være konsekvent

Når du sørger for at have en idebank under løbende udvikling, indlæg klar og styr på din blog, så vil du også opdage at den bliver meget mere konsekvent. Dine indlæg kommer mere regelmæssigt, og dine læsere vænner sig til at komme tilbage efter mere – Fordi de ved, at de ikke bliver skuffet.

5. Du får lettere ved at tjene penge på din blog

Med en blogstrategi, løbende nyheder og et værdifuldt indhold vil du automatisk tiltrække flere læsere … Og flere interesserede virksomheder, som ønsker at samarbejde med dig.

Så hvad venter du på? Gå i gang i dag, så kan du snart have en færdig strategi, der har gjort dig meget klogere på din blogs fortid, nutid og fremtid.

Katja Berger
Katja Berger

Jeg hedder Katja, og det er mig, du vil møde, når du henvender dig til The Book Pit. Jeg er en par-og-trediveårig forfatter, freelancer og foredragsholder. Jeg hjælper forfattere med at udleve bogdrømmen, fra at skrive de første vanskelige ord til at blive booket på bogmesser og se bogsalget stige.

Find me on: Web | Instagram | Facebook